Spontansang

Indledning

Der er delte meninger om forståelsen af, hvad spontansang indebærer. I Kaare W. Nielsens artikel Spontansang - legekulturens lydspor sættes der fokus på tre forskellige personers synsvinkler. Det er naturligvis personer, som har forstand på musik, hvad enten det er som professor, musikpædagog eller lignende. Også i bogen musik og pædagogik redigeret af Elsebeth Kirk beskrives spontansang, dens fordele og ulemper.

Alle er de enige om, at spontansang er noget, der opstår spontant. Dvs. At det kommer pludseligt og ikke er noget, som er blevet indlært. Oftest er det børn, der benytter sig af spontansang. Dette fordi de er mere åbne og fritsindede end voksne. Børn er endnu ikke blevet præget af samfundet og dets normer, dermed har de en bredere fantasi. Spørgsmålet er således, hvorvidt forældre og pædagoger må opfordre børnene til sådanne sange.

Følgende vil jeg trække et par synspunkter ud af de ovenstående tekster og sætte fokus på forskelle og ligheder mellem de forskellige synspunkter.

Til sidst vil jeg kort komme ind på, hvorledes jeg oplevede spontansang i henholdsvis projektet med jagtvænget og fra min praktik i foråret.

Analyse

I Nielsens artikel er der én fælles synsvinkel blandt de forskellige. De beskriver spontansang, som de kendte såvel som ukendte sange som børn synger uopfordret af voksne. Astrid Gøssel, som bl.a. var musikpædagog beskriver fire forskellige udviklingstrin, som børnene skal igennem. Disse udviklingstrin følger børnenes aldersgruppe. Ens for de fire stadier er, at der opstår forskellige former for spontansang, fra spædbarnets pludren til de 5-årige børn, der selv sammensætter deres sange og dette ubevidst såvel som bevidst. Gøssel var af den overbevisning, at der i barnets natur lå klare forudsætninger for at lære, sålænge der blev taget hensyn til dette. Altså ment på den måde, at barnet selv kunne få lov til at udtrykke sig uden at blive tysset på.

Jon Roar Bjørkvold, professor i musikvidenskab, beskriver fænomenet spontansang som værende en subkulturel kommunikationsform. Heri ligger idéen om, at børn begynder at synge før de kan tale og altså af samme grund, bruger denne form for sang til at kommunikere på.

Flemming Mouritsen, lektor på Syddansk Universitet, mener derimod, at spontansang blot er en af mange udtryksformer, som især børn bruger i deres dagligdag.

I bogen musik og pædagogik redigeret af Elsebeth Kirk beskrives spontansang på følgende måde: ”Spontansang betyder, at tekst og melodi opstår spontant. Man synger, hvad man tænker, eller hvad der impulsivt falder én ind” (kap. 5, side 78). Altså er der her enighed med Nielsens artikel om, at spontansang opstår spontant. På side 78 står der ligeledes, at eks. Forældre bør lægge op til børns spontansang, Det kan eks. være ved sengetid, at moderen opfordrer barnet til at synge om dagens oplevelser. Ifølge bogen går denne form for sang ligeledes under kategorien spontansang, i modsætning til artiklen.

Derfor kan det diskuteres, hvorvidt spontansang er noget som sker uden påvirkning fra andre, eller om der gerne, til en hvis grad må ingå påvirkning fra andres side.

Følgende vil jeg komme med eksempler på spontansang, hvilket jeg har observeret i henholdsvis børnehaven jagtvænget og specialbørnehaven Spiren, hvor jeg var i praktik i foråret.

Projektet med Jagtvænget

Under forløbet var vi en formiddag ude i børnehaven for at øve diverse sang(lege) med børnene. Forinden var nogle af os på forbesøg i institutionen, her snakkede vi med pædagogerne om, hvorvidt vi kunne få dem til at gå ”på jagt” efter spontansange. Pædagogerne fortalte os, hvor svært det ville være at optage disse sange. Dette fordi de jo opstår spontant og idet pædagogerne kommer rendende med en optager, så bliver børnene afbrudt og spontansangene går tabt. I samme øjeblik går en lille pige, ca. 4 år forbi vinduet – hun synger en opdigtet sang, hvilket var et klart eksempel på spontansang J

Da gik det op for os, at det ville blive en meget svær opgave, at optage spontansang. Ydermere blev det klart for mig, at spontansang ofte opstår, når børnene leger eller går for sig selv. Når de er i grupper aftaler de, hvilken sang der skal synges eller forsøger at finde frem til sange som de alle kan, her går lille Lises spontansang ofte tabt.

Oplevelser fra praktikken

I Spiren arbejdede jeg på en stue med fire børn, hvoraf de tre var blinde og multihandicappede. Det at de var blinde gjorde, at der i den grad blev sat fokus på lyde og måden, hvorpå vi talte til børnene.

Der var en lille fyr, W, som var meget glad for at være i gåsejl. Han var som sagt multihandicappet og dermed brugte han størstedelen af sin dag i sin kørestol. Heldigvis gik de i børnehaven meget op i, at børnene hver dag skulle strækkes ud. Dette både ved hjælp af forskellige stativer/redskaber og udspændingsøvelser. Var der en ting W elskede, så var det at være i gåsejl. Gåsejlet var hæftet på nogle skinner i loftet, således at han kunne komme rundt men indenfor stuens disse rammer. Det var en sand fornøjelse, at observere W i disse situationer. Han lukkede sig ind i sin egen bobbel, hvori han var fri. En dag begyndte W at lave nogen sjove lyde, det var både kæbens knækken og strubens skrigen han fandt sjovt. Han gentagede disse lyde og tilføjede ind imellem nogle flere. Efterfølgende stoppede han op og lyttede, så begyndte han at grine og således fortsatte det.

Med min nuværende kendskab til, hvad spontansang går ud på, så er jeg ikke et sekund i tvivl. W komponerede sin egen sang spontant, men med lyde istedet for ord.

Konklusion

Umiddelbart vil jeg, på baggrund af ovenstående analyse komme med min egen holdning. Jeg vil mene at der i ordet spontan ligger, at det er noget som kommer pludseligt og uden påvirkning fra andre. Jeg kan tydeligt forstå idéen i, at børn gerne må blive inspireret til at bryde ud i spontansang, men sker dette vil jeg også klart mene at noget af det spontane går af det. Når et barn eks. bliver bedt om, at synge om sin dag, så bliver det lettere kunstigt og dermed går det spontane af det.

Samtidig kan det selvfølgelig også ske, at barnet bliver sat i gang og så selv spinder en historie videre.

Udgangspunktet bør dog være, at barnet, helt selv og uden nogen former for påvirkning bryder ud i sang. Det må være indbegrebet af spontansang.

Skrevet af Maria