Udvikling, musik og drama, Annisette Aarestrup, december 2009
Spontansang.
CD med Jagtvejens Børnehave, Hjerting.
Der er musik og sang verden over, i alle mulige afskygninger, og der vil altid være. Jeg vil her lægge vægt på genren spontansang på baggrud af vores forløb med en flok børnehavebørn, som udmundede i en cd og klip, der kan ses på nettet. Vil lige starte med en kort historisk tidslinje om sangkulturen i Danmark tilbage fra middelalderen og til nutiden.
Ca. 1200 I middelalderen opstår en visetradition med sange, der
synges solo og kan varieres efter behag i såvel melodi som tekst.
Ca. 1530 Skriftkulturen medvirker
til, at viserne får mere fast form. Med reformationen indføres fællessang i
kirkerne.
Ca. 1770 I borgerlige klubber synges
sange med såvel politisk som fællesskabsskabende indhold.
Ca. 1840 Den grundtvigske fællessangstradition opstår som en del af den
nationale bevægelse, men med særlig reference til bondestanden og
højskolen.
1848 I forbindelse med Den Første Slesvigske
Krig bryder store dele af Danmark ud i sang.
1870 Med arbejderbevægelsen opstår i byerne
en ny arbejdersangtradition med sange som U.P. Overbys ”Snart dages det, brødre”.
Ca. 1910 Højskolesangen bliver
forfinet og fornyet af komponisterne Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og
Oluf Ring. En række af landets bedste digtere bidrager med nye tekster om landet,
naturen og årstidernes skiften.
1926 Enstemmig fællessang begynder at
fortrænge flerstemmig korsang i skolen.
1940 Under besættelsen kulminerer den
danske fællessang i store alsang-stævner.
1968 Med ungdomsoprøret vækkes den
hensygnende folkemusiktradition til live og suppleres af den nye rock- og beatmusik. Fællessang
taber terræn i skolen, men fortsætter på højskolerne.
2008 Under overskriften ”Sangens År”
forsøger Danmarks Radio, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet at blæse nyt liv i den
danske sang.
Ca. 1990 Ny interesse for fællessang
i skolen. Samtidig begynder yngre sangere at fortolke de traditionelle
danske sange ind i den moderne, solistiske sangstil
(kilde: lyren.dk).
1
Astrid Gøssel (1891 – 1975) startede i 1920erne arbejdet med børn og musik og i 1938 udgav hun den første sangbog kun for børn, ”Børnehaven synger”, skrevet og produceret af børn. Hun sagde omkring det pæagogiske arbejde med børn og musik, at det ligesom andre pædagogiske retninger skal: ”realisere det harmoniske Barn gennem dets Selvvirksomhed". Hun tager udgangspunkt i barnet og barnets egen kultur og hvad de gør. Børn har siden tidernes morgen verden over været ens på et område; deres spontanitet, der ses for eksempel ved gadehop og andre ”hoppeformer” og spontansang, hvilket udstråler glæde og veltilpashed og er en del af barnets motoriske, sproglige og musiske (kreative) udvikling.
Allerede i Platons tid kendte og brugte man sangen, som skal have Han skal have sagt: ”Lad mig lave nationens sange, og det er ligegyldigt, hvem der laver lovene” (Platon, 400 år f.Kr.), hvilket viser, hvad man dengang mente var vigtigt for os mennesker, nemlig musik og sang.
Helt fra vi er fostre og ligger
i vores moders mave kan vi høre musik og sang og begynder tidligt at nynne/tralle/synge. Det kommer til udtryk ved ord, der
siges/messes og med forskellig lyd. Det kan man med rette kalde for livsmusik,
selvom det er et begreb, der er forsvundet fra vores bevidsthed. Dette er en
meget kedelig udvikling, gor som Benedicte Riis skriver i bogen ”Musik &
pædagogik”, at uden livsmusikken mister
vi vores kreativitet; intet kan skabes, bygges op, findes på eller udrettes, og
hun ser det som et problem, at børn vokser op uden, og bogen fortæller om,
hvordan pythagoræerne (Pythagoras 570-
Men tilbage til emnet, som her er spontansang. Spontansang er den del af sangens verden, der bare kommer ganske umotiveret. Det kan være mens man vasker op, laver mad, tager et bad, arbejder i haven, det lille barn imens det leger. Den kan være med til at udtrykke din sindstilstand, og starter allerede fra man er helt lille. Spontansang udføres overalt og når som helst og af lille som stor, dog har de fleste voksne ”glemt” spontansangen til fordel for jagten på materielle goder, der får os til at tilside sætte de gratis glæder i livet, hvorunder spontansang hører ind.
Spontansang udvikler sig på forskellig måde. Jon Roar-Bjørkvold (1943), dr. phil., professor i musikvidenskab, Oslo, har studeret børns spontansang i børnehaver i Oslo, og han kom frem til, at børns spontansang er meget afhængig af det sangvalg pædagoger og forældrer har præsenteret børnene for, hvilket jeg i modsætning til forfatteren af bogen ”Musik & pædagogik” Elsebeth Kirk, (hun finder det interessant) finder meget naturligt, da man får sine imput 4
fra de omgivelser og påvirkninger man omgives af i hverdagen.
Spontansang udøves også forskelligt; nogle bliver desværre ofte misforstået af de voksne som larm, og det er primært drenges ”vilde og støjende” adfærd, der misfortolkes, hvilket kan føre til, at de senere hen ikke har lyst til at synge og deltage i de sangsekvenser der måtte opstå i indstitutionen. Dette gælder også de børn, der gentagne gange får at vide, at de ikke kan synge – hvilket ikke er i overensstemmelse med sandheden. Alle kan synge! - eller som man siger: ”hver fugl synger med sit næb”.
Dette er også synligt i voksenverdenen – den manglende spontansang. Dog er der aldrig før i danmark opført så mange korsangere som nu, hvilket indirekte viser, at livet er forbundet med sang og musik og udøvelse heraf kan medføre forbedringer på andre områder i livet, hvilket udspringer af den energi, overskud og livsglæde sang og musik bringer med sig. Det er endda kendt, at døende der ikke har været til at få kontakt med, kan bryde ud i sang og tilmed huske sangen ord for ord.
Pædagogisk i institutionen mener jeg, det er vigtigt at pædagogen opmuntrer barnet til gennem imteresse, observationer, optagelse af og eventuelt visuel udførelse af en spontansang. Man kan snakke med børnene om hvad musik og sang gør ved dem, for eksempel sindsstemninger og forandring af disse i forbindelse med musik og sang. Vigtigst tror jeg det er, som i alt andet, at være et forbillede for børnene og indimellem slippe sangen vi har inden i os løs – ganske spontant og måske få en lille dialog ud af det bagefter med et eller flere børn der evt. har overværet ”udbruddet”.
Jeg synes, at der er mange af Gardners teorier (de mange intelligenser), som falder i tråd med Astrid Gøssels og Bernhard Christensens helhedssyn på barnet, og som arbejdsmetode tager udgangspunkt i barnets egne udtryk og egen udvikling og herigennem udvikles børnenes mange kompetencer.
Jeg mener ligesom, Lotte Kjærså, at vi burde integrere de musiske fag mere i undervisningen i skolen som et nødvendigt redskab til udvikling af børnene som selvstændige, tilfredse og sociale individer.
I forhold til vores Centrale kundskabs- og færdighedsområder syntes jeg, vi har formået at få flere af målene med i projektet. Vi har fået disse forskellige punkter med i vores udfordring;
• Leg, kultur, æstetik og kunst.
• Musik, drama og teater i pædagogisk perspektiv.
• Udtryksformernes sanselige, følelsesmæssige, kropslige og intellektuelle aspekter
Vi fik udfordret børnenes ”paratviden” indenfor ting/objekter. De fik brugt kroppen og forskellige udtryk/sindsstemninger gennem sang og bevægelse. Dog er der mangel på indslag med spontansang, hviket skyldes mangel på teknisk udstyr og dårlig forberedelse. Der var ellers en del muligheder for at optage spontansang fra børnene, men vi må nøjes med at have det som en erfaring, der desværre ikke blev dokumenteret.
Kilder:
Kirk, Elisabeth, ”Musik &
pædagogik” 2. reviderede udgave 2007
Storm, Pernille Bjarnhof,
”Udtryk, musik og drama for pædagoger” 2007
http://www.lyren.dk/artikler/musik.med.mening.htm
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/275713:Historie--Den-danske-sang-er-enstemmig-og-hjemmestrikket
http://www.buks.dk/PDF/spontansang.pdf
http://www.lyren.dk/artikler/i_stadig_forandring.htm