Partiturmusik

HOLGER DANSKE

Opera i tre akter, 1789
F.L.Æ. Kunzen (1761-1817).
Tekst af Jens Baggesen

Holger Danske er en af de tidligste danske operaer. Men først så sent som ved en koncertopførelse i 1980'erne kom det til at stå klart, at her var tale om et hovedværk, en frisk og original opera, hvor hver eneste detalje var gennemarbejdet og helheden enestående. Senere fulgte både cd-indspilning af værket og opførelse på Det Kgl. Teater. Da værket blev uropført, gav det anledning til en af de største pennefejder nogensinde om dansk og tysk identitet og om operaen, som genre. Det var måske derfor, at det senere blev glemt. Hverken komponisten eller genren var dansk, og Kunzen måtte forlade landet i nogle år efter debatten om Holger Danske. Modstanderne talte om operagenren som en »for smagen, sæderne og finanserne nedbrydende absurditet«. Man kritiserede også billedet af hovedpersonen og mente, at det hele var mere tysk end dansk. I dag derimod kan vi høre, at der er tale om en udpræget 'dansk' version af den strømning af eventyroperaer, som blev skrevet i slutningen af det 18. århundrede og et godt stykke ind i det 19. Det kendteste internationale eksempel er Mozarts Tryllefløjten, der dog er skrevet to år efter Holger Danske. Det 'danske' i operaens opbygning består i en særlig flydende melodik, der strækker sig gennem hele værket, også selv om det er inddelt i numre. Der optræder slet ikke secco-recitativer - altså talesang med cembaloledsagelse - men kun melodier. Og der optræder et ledemotiv i koret, som dukker op flere steder. Det afslutter også operaen, der derved får en imponerende poetisk sluttethed.

OTTE MORGENSANGE OG SYV AFTENSANGE

1837, 1838 C.E.F. Weyse (1774-1842). Digte af B.S. Ingemann

Med deres beskedne form hører de to hæfter med sange til det ypperste i dansk musik og rummer uden tvivl de mest koncentrerede satser i dansk musikhistorie. Tekst og melodi er smeltet så meget sammen, at Weyse selv kunne udtale: »Slige smukke digte komponerer sig selv; ergo er det et spørgsmål, om det er mig, der har komponeret dem«. Men han har nu haft temmelig meget med sangene at gøre, som man ser det af selve den samlede musikalske udformning, de små helheder. En ting er de kendte melodier, som bl.a. 'I Østen stiger solen op', 'Lysets engel går med glans', 'Nu titte til hinanden' og 'Dagen går med raske fjed' ('Altid frejdig når du går'), som generation efter generation af børn tidligt er blevet tiltrukket af. Noget andet er - som med H.C. Andersens eventyr - at de voksne efterhånden kan høre noget mere; komponistens særpræg, de skarpe rytmer - ja, sangene er helt udsøgte i deres harmonier og nogle steder formet, så de næsten kan minde om moderne signalvirkninger og med skiftende akkordopløsninger som farver. Det er ikke kun tekst og melodi, der her smelter totalt sammen, men også det klassiske og det romantiske i den danske guldalder, som her bliver til ét.

Telegraph-Galop, 1844, Champagne-Galop, 1845, Kjöbenhavns Jernbane-Damp-Galop, 1847

H.C. Lumbye (1810-1874)

H.C. Lumbye er det bedste eksempel i dansk musik på bevægelsen fra det populære og underholdende, som al kunst begynder med, til mere komplicerede former. Ganske vist var Johann Strauss - den ældre, altså, ikke wienervalsenes Strauss, hans karriere forløber parallelt med Lumbyes - et forbillede. Men Lumbye skabte i Tivoli en særlig dansk version af den musik, hvor de almindelige populære danseformer løftes ind i symfoniorkestrets verden. De største perler er galopperne med deres hur-tige tempi og næsten uendelige melodiske opfindsomhed. Champagne-galoppen er yderst kendt, men det er stadig en gåde, at Lumbye så tid-ligt kunne finde på at bruge en xylofon i symfoniorkestret, det skete førstet par årtier senere i udlandet. De to andre galopper - én mere kendt, én knap så kendt - er enestående eksempler på, hvordan den vågne og idérige komponist kan forene galoppens tempo med et så træffende tonemaleri, at man stadig undres. Han kan komponere musik om den daværende verdens helt nye opfindelser: Det er virkelig musik til tiden.

ELVERSKUD

opus 30, 1854 Niels W. Gade (1817-1890)

Siden den første opførelse i 1854 har Gades ballade efter danske folkesagn stået som et af den danske romantiske musiks hovedværker. Gade valgte selv folkeviserne om Hr. Oluf og Elverhøj som grundlag, men måtte have hele fire tekstforfattere i gang, førend han var tilfreds med teksten, der både indeholder passager fra disse viser og fri digtning. Elverskud har sin rod i 1800-tallets begejstring for de gamle danske folkesagn og folkeviser, og Gade har fulgt sin lærer A.P. Berggreens opfordring til at lade de folkelige melodier gå over i sit væsen og opfyldt af deres ånd at give sin musik et nationalt præg. Den djærve glædesstemning i borggården står i kontrast til Hr. Olufs tungsindige, eftertænksomme toner, der reflekterer hans dilemma: tanken om hans lyse brud og drømmen om den sorthårede elverpige - »det er som mit Hjerte er delt i to, det vokser vel sammen med Tid ...« - en så dansk version af, hvad Wagner har skildret i Tannhäusers vaklen mellem sin kærlighed til Venus og til den kyske Elisabeth. Hr. Olufs ridt gennem det månelyse landskab, hvor Gade gennem sin instrumentation skaber et betagende stemningsbillede, Hr. Olufs møde med Elverpigen og hendes dårende sang, hans dramatiske flugt med stærke orkestrale accenter, der munder ud i værkets absolutte højdepunkt: Ingemanns uskyldsrene 'I Østen stiger solen op' i en roligt strømmende korsats i den mest lysende C-dur. Er der noget at sige til, at Elverskud er blandt de hyppigst opførte danske korværker gennem 150 år?

VØLVENS SPAADOM

opus 71, 1872 J.P.E. Hartmann (1805-1900). Tekst: Fr. Winkel Horn

Den ældre Eddas fortælling om Vølvens spådom har fascineret kunstnere fra tidlige tider lige op til vore dage, hvor Suzanne Brøgger har gendigtet teksten og Per Kirkeby givet udtryk for sin fascination i en serie litografier. Da Hartmann i 1832 som 27-årig satte musik til Oehlenschlägers 'Guldhornene', var det indledningen til en særlig side af hans musikalske udvikling, der strakte sig over 50 år. Det, der blev opfattet som en speciel nordisk stil, blev udformet gennem musikken til Oehlenschlägers tragedier Hakon Jarl, Olaf den Hellige, Knud den Store og Yrsa, opnåede nye højdepunkter i musikken til Bournonvilles mytologiske balletter Valkyrien og Thrymskviden og nåede det ultimative med Vølvens Spaadom for mandskor og stort orkester til otte vers af Fr. Winkel Horns gendigtning. De tidligere stadier i denne udvikling havde næsten alle været rent instrumentale, men nu koncentrerede Hartmann sin musikalske urkraft i fire vokalsatser, der fuldkommengør de musikalske ideer i de store balletpartiturer, ideer om urverdenen og kampen mellem aser og jætter, musik som hugget i granit, med mørke klangfarver, store modulatoriske udsving, fortættet dramatik og et forrygende valkyrieridt - alle disse voldsomme udladninger leder hen imod visionen om Gimle, en apoteose i A-dur, der ender i et forklaret pianissimo - for Hartmann var denne afsluttende nye verden, »der siger, hvad der skal være helligt på jord« vigtigere end det store Ragnarok, der fremkalder den. Ved siden af den lyriske, idylliske folkeviseinspirerede opera Liden Kirsten - den hyppigst opførte danske opera - er Vølvens Spaadom Hartmanns ubestridte mesterværk. Måske var det dette værk, der engang fik Richard Wagner til at udtale, at han anså Hartmann for at være sin tids største komponist.

DROT OG MARSK

Tragisk sangdrama i 4 akter, 1878 Peter Heise (1830-1879). Tekst: C. Richardt

Som Hartmann og Gade ydede også Heise det mesterlige, når han greb tilbage til Danmarks middelalder. I et fremragende samarbejde skabte han sammen med sin tekstdigter, Christian Richardt, et storværk over den nationalhistoriske mordgåde om drabet på Kong Erik Klipping i 1286, baseret på folkeviserne om Marsk Stig og Carsten Hauchs drama af samme navn. Ikke uden grund kaldte Heise det et tragisk sangdrama, for begge dele havde han sans for. Allerede da teksten blev indleveret til Det Kgl. Teater i 1875, blev det bemærket, at det var en særdeles vellykket operatekst med poetisk stemning og lyrisk-romantiske enkeltheder af virkelig skønhed, og at Richardt med held havde anslået en hjemlig sprogtone med klang af folkevisen, og denne vurdering er også gældende i 2006. I sin musik forener Heise på glimrende måde den danske romancetradition, som han selv var en af de bedste repræsentanter for, en folkevisepastiche og store gennemkomponerede scener af stærkt dramatisk udtryk til et ubrydeligt hele. Hans eminente orkesterbehandling og følelsesladede scener som marskens hjemkomst, hvor fru Ingeborg tilstår, at Kong Erik har forført hende, konfrontationen på Viborg Ting mellem kongen og Marsk Stig, hvor denne undsiger Erik, samt den gribende slutscene, hvor folket udtrykker sin sorg og bekymring over kongens død, mens munkene synger et rekviem, placerer Drot og Marsk som den betydeligste danske opera fra 1800-tallet. Den har da også stået på repertoiret jævnligt lige siden og fængslet publikum gennem generationer.

MASKARADE

Komisk opera i tre akter, 1906 Carl Nielsen (1865-1931). Tekst: V. Andersen efter Ludvig Holberg

Maskarade behøver egentlig ingen introducerende ord. De fleste bliver simpelthen revet med af musikken fra første takt i ouverturen. Og den melodiske intensitet og tilsyneladende uendelige opfindsomhed holder sig hele værket igennem. Vilhelm Andersens gendigtning af Holbergs tekst åbner i sammenhæng med musikken til flere lag end hos Holberg. Der er for det første komedien, intrigen, den gamle orden, der afløses af den nye. Men for det andet er maskeraden også symbol på musikken selv, musikken og dens indtog i den danske sjæl, når alt er ved at gå til i kedsomhed, fantasiløshed og nydelighed. For det tredje er maskeraden også symbolsk udtryk for frihed og lighed, for demokrati - et ord, der ellers sjældent bliver opfattet som et musisk ord. Og endelig som det fjerde, er maskeraden 'det', der hører op, når demaskeringen kommer til sidst - Maskarade er også det at leve, mens man gør det og tør det. Al den dybsindighed hvirvler af sted med de mest vidunderlige melodier i fest og komik - i et under af en opera. Her 100 år efter operaens premiere ser det ud til, at man i udlandet også er ved at få øjnene op for dens kvaliteter med opførelsen sidste år ved festspillene i Bregenz og på Covent Garden i London.

SYMFONI NR. 4, 'DET UUDSLUKKELIGE'

1916 Carl Nielsen (1865-1931)

For så vidt kunne hver eneste af Carl Nielsens seks symfonier plus de tre instrumentalkoncerter og et par af korværkerne figurere på listen. Disse værker, og især symfonierne, har for længst overskredet landets grænser og foreligger i mange indspilninger med udenlandske orkestre og dirigenter, navnlig i den engelsksprogede verden. Dog har det været almindeligt at anse navnlig den fjerde og den femte symfoni for de mest udfordrende og originale; og man har ofte betegnet den femte symfoni med sin utraditionelle opbygning i to store satser som Carl Nielsens egentlige bidrag til det 20. århundredes internationale koncertsalskultur. Når den fjerde symfoni alligevel er foretrukket her, skyldes det, at alle ansatser, alle begyndelser i den femte, giver en fornemmelse af kontinuitet, at noget er 'forudsigeligt'. Det bliver så brudt op, men selve kontinuiteten, rytmisk, mekanisk og efter de musikalske former, er intakt. I den fjerde symfoni derimod kan vi nu høre, at der arbejdes så at sige på diskontinuitetens vilkår - med en pludselig, overrumplende begyndelse og andre indbrud af afgrunde og signaler. Midt i en kaotisk tid under 1. verdenskrig og midt i et kaotisk privatliv, lige på overgangen mellem to århundreders musikalske mentalitet, forener Carl Nielsen den nye kraftfuldhed og den store forfinelse i et og samme værk, ja lader dem endda konkurrere med hinanden, og får skabt en helhed, hvor brud og indgreb i musikken kan ende i en meningsfuld form.

ANTIKRIST

Allegorisk opera i prolog og 6 billeder, 1923 Rued Langgaard (1893-1952)

Rued Langgaards hovedværk blev afvist de gange, han indsendte værket til Det Kgl. Teater. Han fik kun hørt to af billederne i en radioproduktion en gang i 1940'erne. Værket blev opført første gang i en koncert-salsversion i 1980. Men først i 2002 kom den første danske sceniske opsætning i Ridehuset på Christiansborg. Det blev en københavnerbegivenhed med en interesse, som minder om, hvad man inden for rockmusikken kalder en kultbegivenhed. Det må have været selve værkets titel og dens associationer, der har stået i vejen for det i Danmark. Men Antikrist er ikke kirkemusik og knap nok 'religiøs' musik. Det ser vi i dag, hvor tiden er kommet for værket. Både på den måde, at vi kan høre det helt minutiøst udarbejdede partitur på grænsen mellem senromantik og modernisme, og navnlig på den måde, at Antikrist-symbolet kan opfattes som udtryk for menneskelige holdninger. Det menneskesyn, der planlægger sig ud af livet, og hvor individet isoleres mere og mere, er i Rued Langgaards værk formet af en musik, der danner store, uberegnelige formationer af toner. I detaljen kan musikken minde om, hvad man finder i udlandet på samme tid, men i selve sin form, fremdrift og tidsfornemmelse har værket ikke noget sidestykke. Det skyldes formlen for Langgaards musik, selvom han aldrig selv har formuleret den: Hvad der engang var form i musik, skal nu være billede. Dvd'en fra 2005 med Langgaards opera har fået overstrømmende anmeldelser i udlandet.

SYMFONI NR. 3 I TO SATSER

for kor og orkester, 1976 Per Nørgård (f. 1932). Tekst: Middelalderlig Maria-hymne og Rilke

Værket er allerede på vej til - temmelig usædvanligt - at blive en 'nyklassiker'. Det skyldes blandt andet, at symfonien forener en stor imødekommenhed over for den almindelige klassisk-romantiske tilhørers forudsætninger med Per Nørgårds personlige udtydning af nogle af den nye musiks allervæsentligste landvindinger: den serielle teknik og de mangetydige rytmer. Da værket blev uropført, mente nogle, at det på en måde ikke kunne passe; det var for godt til at være sandt, for smukt i forhold til den moderne verden. Indvendingen er senere forstummet, den senere musik har bevæget sig i en beslægtet retning, så Per Nørgård har været forud for sin tid. Mens den moderne musik ofte har vendt sig bort fra tonearterne, fastholder Per Nørgård dem på en ny måde i sit værk, i polariteter mellem dur og mol, bevægelser af yin og yang i bestandig både iørefaldende og eksotisk vekselvirkning. Symfonien er på en gang en sammenfatning af Per Nørgårds arbejde med al den nye musikalske teknik i 1960'erne og et stykke arkitektur af mahlerske proportioner. Første sats begynder med, at de dybe toner kaldes frem og former satsen. I den anden sats kommer tonerne fra den modsatte retning, oppefra, danner melodier og kalder efterhånden det store kor frem. Som om symfonien er en skabelsesberetning, af verden i første sats, og af mennesker i anden. Eller måske er hele symfonien et udtryk for tilblivelsen af ét eneste individ.

SYMFONI-ANTIFONI

1978 Pelle Gudmundsen-Holmgreen (f. 1932)

Pelle Gudmundsen-Holmgreens orkesterværk fik i 1980 Nordisk Råds musikpris. Ved de hyppige opførelser siden har værket begejstret og forbløffet publikum. Det gælder også i udlandet og ved verdensmusik-dagene i Århus i 1983. At karakterisere værket som 'ny enkelhed' leverer kun en første strømpil i retning af, hvad der sker i musikken. Værket sprænger alle bestemmelser, og i øvrigt har vi også udenlandske musikfolks ord for, at den danske nyenkelhed er noget særligt. Det helt særprægede ved værket er, at denne musik trods sin objektive karakter, trods sine næsten geometriske mønstre og citatagtige gentagelser af enkle motiver, er i stand til at beslaglægge alle tilhørerens musikalske forudsætninger og lyttemuligheder. Værket kan tippe over fra det abstrakte til det appellerende, og det er, som om det får tilhøreren til at skifte mellem to eller flere indstillinger undervejs, uden at man altid helt kan lokalisere, hvad der er hvad. Af den grund har værket ikke blot vakt interesse hos klassisk orienterede tilhørere, men også hos lyttere, der kom fra jazz- eller rockmusik.

12 HØJSKOLESANGE

Den danske folkelige sang er efterhånden et vidt begreb, der strækker sig fra moderne evergreens til de tusinder af korsangere over hele landet, som kan synge de mest komplicerede flerstemmige satser. Begyndelsen til det hele er dog Højskolesangbogen, som stadig er den danske sangs urkilde. Det begyndte i det 19. århundrede med de romanceagtige melodier og en stor interesse for de gamle danske folkeviser. Begge dele blev efterhånden brugt som fællessange - efter overleveringen begyndte det, da Grundtvig holdt sine 'Mands Minde-foredrag' i 1838. Her begyndte tilhørerne spontant at synge 'Kommer hid, I piger små', da Grundtvig fortalte om Peter Willemoes. Senere, efter Højskolesangbogens samling som tekst i 1894, kom så den anden store bølge af folkelig sang, Carl Nielsens, Thomas Laubs, Thorvald Aagaards og Oluf Rings indsats, som kulminerede med Højskolesangbogens melodibog i 1922. Her møder man det karakteristiske enkle melodiske ideal, som har spillet så afgørende en rolle siden hen: den klare, plastiske melodi uden sentimentale harmoniseringer - en melodi, der i sig selv er så velformet og robust, at den kan holde til næsten enhver udførelse. I realiteten skabte melodibogens fædre en helt ny stil - selv om de ikke talte om tingene på den måde. Den blev fortsat af bl.a. Poul Schierbeck, Povl Hamburger og ikke mindst i en perlerække af melodier fra Otto Mortensens hånd.

KANONUDVALGET FOR MUSIK

· Kor- og orkesterchef

· Per Erik Veng (formand)

· Forfatter Jørgen I. Jensen

· Redaktionschef Torben Bille

· Forskningsbibliotekar og forfatter Inger Sørensen

· Musiker og forfatter Henrik Marstal