Populærmusik

12 UDVALGTE SANGE

· Kai Normann Andersen (1900-1967)

Musens sang, Den allersidste dans, Pige træd varsomt, Å hvor jeg, ih, hvor jeg, uh hvor jeg vil, I dit korte liv, Man binder os på mund og hånd, Alle går rundt og forelsker sig, Gå ud og gå en tur, Glemmer du, Titte til hinanden, Drømmeland, Gå med i lunden. Schlagerne, revyviserne og filmsangene havde især i 1930'erne og 1940'erne komponisten Kai Normann Andersen som hovedfigur. Han vakte lykke i samtiden med sine kække, veloplagte og altid elegante frembringelser og har gjort det lige siden. De fleste af hans sange besidder en underfundig charme, undertiden med en overraskende melodisk twist, som gør, at man aldrig helt ved, hvad den drevne tonemester har i ærmet. Den schlagertradition, Kai Normann Andersen overvejende arbejdede inden for, kom oprindelig fra Tyskland, men han formåede at gøre den helt til sin egen ved hjælp af sin enkle og undertiden næsten naive stil, der på forunderlig måde kunne lyde så dansk, ikke mindst når han som f.eks. i 'Drømmeland' skrev sig tæt ind på børnesangstraditionen. I besættelsestiden fik hans musik en mere reflekterende tone, hvad der klædte den, sådan som man især kan høre det i to af hans måske mest kendte sange, nemlig den stilfærdige protestsang mod besættelsesmagten, 'Man binder os på mund og hånd' (1940) og den carpe diem-agtige 'I dit korte liv' (1942). Begge med tekst af Poul Henningsen, begge fremført og indspillet af Liva Weel, og begge stadig i levende erindring. Førstnævnte var at finde blandt de tre øverst placerede melodier, da Berlingske Tidendes læsere i december 1999 kårede århundredets sang, ligesom den - ganske vist uden Kai Normann Andersens melodi - blev relanceret af hip hop-gruppen Outlandish i 2004. 'I dit korte liv' er tilsvarende at finde på Kim Larsens album Sange fra glemmebogen fra 2001. (Alle sange kan høres i originalindspilningerne på anatologien Kai Normann Andersen: De bedste, vol. 1-3 (Danica, 1996).

DANSK GULDALDER JAZZ VOL. 1- 4

· 1988, Antologi af guldalderjazz (EMI)

Før jazzen blev accepteret som kunstmusik, var den sin tids væsentligste populærmusik. Trods stærk modstand fra establishmentets side fungerede jazzen på sine egne præmisser som et naturligt akkompagnement til ungdommelig optimisme under generationsoprøret i 1930'erne og som et lysvæld i en mørk tid under besættelsen. Medvirkende var de danske musikeres høje standard og evne til at give den forkætrede amerikanske musik et personligt præg. På antologien Dansk guldalder jazz Vol. 1-4 er der indslag fra alle de væsentligste solister og orkestre i perioden: Leo Mathisen, Svend Asmussen, Kai Ewans, Bernhard Christensen, Harlem Kiddies, Børge Roger Henrichsen og Henry Hagemann. De fire cd'er demonstrerer, hvordan Mathisen kunne fordanske Fats Wallers udtryk uden at forråde hverken Waller eller sin danske baggrund, og hvordan Asmussen lagde grunden til en livslang karriere som eftertænksom og subtil elegantier. Desuden understreger udgivelsen, hvordan Bernhard Christensen som en af de første europæere anvendte jazzen musikpædagogisk, og hvordan instrumentalister som Erik Parker, Niels Foss, Peter Rasmussen, Helge Jacobsen, Kjeld Bonfils, Jonny Campbell og Max Leth var i stand til at formulere improviserede soli med så stor melodisk opfindsomhed og rytmisk nerve, at de var tæt på at overgå deres forbilleder. Der vil uden tvivl om nogle årtier kunne peges på flere guldaldre for dansk jazz, men dette var den første og den, der til dato har stået på det tungeste folkelige fundament.

THE SAVAGE ROSE

· 1968, The Savage Rose (dannet 1967)

Et definerende øjeblik i nyere dansk musik var udgivelsen af The Savage Roses selvbetitlede debutalbum. Det udkom i 1968 midt i en hippietid, hvor beat, hash, Vietnamkrig, studenteroprør og rastløs udtrykstrang også satte en gryende dansk beatscene i gang. Og pludselig var de der: Brødrene Anders og Thomas Koppel, sønner af en højt anset komponist og klaverprofessor, havde skabt et band, der med delvist afsæt i klassisk musik, men med hjælp fra bl.a. jazztrommeslageren Alex Riel satte nye standarder for dansk rock. Ambitionerne var tårnhøje, tekstligt såvel som musikalsk, og attituden nonchalant. Men til trods for tydelige påvirkninger fra The Beatles og samtidige amerikanske beatnavne skabte Savage Rose et mærkværdigt, originalt debutalbum med en række vibrerende, stemningsmættede og komplekse sange. Og så var det hele anført af en af de mest skelsættende sangstemmer i dansk rock. Den tilhørte Annisette, en urstemme som samtiden nok associerede til Janis Joplin, men som ikke desto mindre var helt og aldeles sin egen. Fænomenet Savage Rose gav hurtigt genklang i udlandet og fik den legendariske amerikanske kritiker Lester Bangs til i musikmagasinet Rolling Stone at skrive, at det lige nu var i Norden og ikke i USA, det skete inden for musikken. Albummet indvarslede i øvrigt for alvor brugen af det engelske sprog i dansk rock - en brug der siden skulle blive næsten lige så karakteristisk for dansk rock som brugen af det danske sprog.

VÆRSGO

· 1973, Kim Larsen (f. 1945)

Værsgo udkom i 1973 og dumpede ned i en kuldslået og forvirret tid med oliekrise, arbejdsløshed, jordskredsvalg og EF-spørgsmål, og hvor begreber som fællesskabsfølelse og solidaritet var under pres. Albummet holdt imidlertid fanen højt ved at hylde netop disse folkelige egenskaber. Bag musikken fornemmede man et stærkt fællesskab mellem Kim Larsen og hans musikalske venner, der jammede og hyggede sig gennem albummet. Lytteren blev til en del af dette fællesskab, fordi Værsgo inviterede alle og enhver, der gad lytte, helt indenfor i stuen, hvor Larsen og gutterne så at sige lige greb guitarerne og gav et par sange, deriblandt 'Joanna', 'Blaffersangen' og 15 andre små perler. Og albummet emmede af solidaritet - med Larsens eget miljø på Christianshavn (og dets i mere end én forstand skæve eksistenser) såvel som med den urbane, folkelige tradition, han selv var rundet af. Derved trak Værsgo en linje tilbage til 1960'ernes troubadourer som Cæsar, Per Dich og Povl Dissing og pegede samtidig frem mod navne som Jan Toftlund og Lasse Helner. Og det har i 2005 fået en ny generation af sangere til at hylde albummet på antologien Værsgo 2 med genindspilninger af alle sangene. Sangenes uformelle og underspillede karakter bragte dem i øjenhøjde med hverdagslivet i en grad, så man efter afslutningsnummeret, 'Christianshavns Kanal', kan høre Larsen sige til teknikeren på den anden side af glasruden: »Der var altså et par kiks - øh, det kan godt være, man ikke kan høre dem«. Han havde helt ret: Man kunne - og kan - ikke høre dem. Dertil er sangene på Værsgo for eviggyldige og slidstærke. Og man fornemmer fortsat deres vitalitet, hver eneste gang man lader Larsen invitere sig indenfor.

SVANTES VISER

· 1973, Benny Andersen (f. 1929) og Povl Dissing (f. 1938)

Historien om den melankolske Svante med den fede vom blev populær næsten med det samme, da Benny Andersens Svantes viser udkom i bogform i 1972. I bogen var indlagt en række sange, som musikkyndige læsere kunne synge og spille. Men viserne fik først for alvor deres egen identitet, da Benny Andersen året efter, ved produceren Peter Abrahamsens mellemkomst, fik overtalt en noget modstræbende Povl Dissing til at indsynge dem på plade med forfatteren selv på klaver samt en lille gruppe musikere med bl.a. Peter Bastian på fagot. Disse viser fra en fiktiv eksilsvenskers tilværelse udsat for lavt selvværd, alkoholisme og tragikomisk isolation ramte en nerve hos danskerne og har gjort det siden. Også selvom Svante kalder Danmark »et lille, neurotisk land beboet af smilende gale« og begår en grum parodi på fædrelandssangen 'Vort modersmål er dejligt' med titlen 'Muddermålet'. Det er især 'Svantes lykkelige dag' med omkvædslinjen »om lidt er kaffen klar,« der har sikret Svantes viser en solid plads i den nationale bevidsthed. Såvel visen som Benny Andersen selv er af mange efterfølgende blevet gjort til indbegrebet af danskhed, måske på grund af visens fokus på hyggen, den rituelle kaffelavning og forventningens lille hverdagsglæde. Men Svantes viser var for resten overvejende skrevet ind i en svensk tradition, musikalsk såvel som tekstligt. Sætter man pladen på i dag, bliver man slået over den friskhed, der er i Povl Dissings sangforedrag og i arrangementerne. Og allerede med de første molakkorder i åbningsnummeret, 'Lille sang til Nina' om den uopnåelige elskede, er man fanget ind.

LIVE SÅDAN

· 1976, Gasolin' (1969-1977)

Film skal ses i biografen, og rock skal høres i koncertsalen. Det var Gasolin' et godt eksempel på. Uden at forklejne gruppens studieindspillede plader var det nemlig på scenen, at bandets særpræg forløstes optimalt. Derfor er denne liveindspilning fra januar 1976 at foretrække for langt mere berømmede Gasolin'-plader. Gasolin' i studiet var som regel en balanceakt mellem opslidende konsensus og kreativt slagsmål, dansk rocks pendant til Olsen-banden. Det gav ujævne resultater. På scenen måtte det derimod briste eller bære i øjeblikket. Det gav gruppen en uhørt nerve, som kombineret med de mundrette Kim Larsen-melodier og den rudimentært rytmiske Rolling Stones-inspirerede rock aldrig kom til at vibrere så sanseligt som her i samspil med et publikum, der de facto er en del af musikken. Læg dertil, at sange som 'Masser af succes', 'Rabalderstræde' og 'Kvinde min' spilles, som om de bliver skrevet lige på stedet af musikere, der ikke bilder sig ind, at de kan mere, end de kan, men det står de til gengæld også ved. Feinschmeckere går forgæves her. Gasolin' var ikke virtuoser, og mangen en spillelærer ønskede sig døv, når Gasolin' gav den gas, men dansk rock kom aldrig siden til at lyde så traditionsforankret, traditionsforagtende, personligt og folkeligt.

SUPERTANKER

· 1980, Kliche (1977-1983)

Det virkede som en happening, en tydelig provokation, da århusianske Kliche intonerede et nyt tiår med en plade, der bl.a. havde tonesat digte af Mao Zedong og reciterede dem, så det ikke var til at blive klog på, om de mente hvert et ord eller var ude på at udstille den postulerede hulhed. Når man kunne komme i tvivl, var det, fordi den meningsdannende del af 70'ernes danske rock havde været så politiserende, at det var svært at høre poesien for bare paroler, så den supertanker, Kliché skulle have vendt, var så klichetynget, at den eneste måde at nærme sig sandheden på, var at genopdage ordenes pålydende værdi. Derfor det nøgterne og det nøgne. Supertanker er politisk rock renset og genfødt, fuld af mening om fremmedgørelse, forladthed og en utopisk tro på noget, der lignede fremtiden, legemliggjort i Lars H.U.G's udtryksfulde stemme, der balancerede mellem fængsel og længsel. Noget, der lyder som et Farfisa-orgel, gennemløber med manisk konsekvens stærkt forenklede melodiske mønstre, klinisk renset for æstetiserende effekter, for så i sekundkorte stød at skifte karakter og inddrage traditionelle ekkoer af Beach Boys og noget, der lyder som overvintret inspiration fra Alrune Rod og Gnags. Og hele tiden er der åbningen til den samtidige britiske rock med David Bowie som forbillede. Minimalisme, før det blev et modeord. En plade uden indbygget facitliste, som endte på evighedens danske hitliste. Så paradoksal er god pop, er varig kunst.

TIDENS TERN

· 1980, C.V. Jørgensen (f. 1950)

Det er længe siden, den danske sang var en ung blond pige. I tilfældet Carsten Valentin Jørgensen er den en misantropisk og sylespids iagttager af ikke bare Danmark, men den egoistiske bagside af det danske sindelag. Tidens tern udkom i 1980 efter roste albums som f.eks. Storbyens små oaser. Og gav ham hans værste og bedste stund. Han hader nemlig offentlighed lige så meget, som han elsker musik. I Billy Cross fik C.V. Jørgensen en producer og medkomponist, der finsleb musikken, så den blev forræderisk skarp som det uskyldigt udseende barberblad. Og Cross fik C.V. til at indse, at han hidtil forgæves havde forsøgt at blive del af et band. Nu stod han ved sig selv, og i fokus stod hans raspende Dylanfarvede stemme, fuld af dobbelt- og klangbund. Tidens tern er en rockmusikalsk forlængelse af Svantes viser, men med giftigere brod. 'Costa del sol,' flamencoen om de danske skatteflygtninge, blev årets hit, og det siger alt om sangens styrke, at den også blev det på Costa del sol, hvor de skrålede med på at have det herligt »i vort nynazistiske og asociale sammenhold.« 'Guerillarock' kunne man kalde denne mainstreamunderminerende musik. Men når 'Costa del sol' er sunget færdig, er der plads til større sange som 'Sæsonen er slut' og 'Amor & den sidste pil', hvor sproget med en rifbjergsk sanselighed i sig selv bliver melodibærer. En danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind.

STJERNE TIL STØV

· 1981, Sebastian (f. 1949)

De sidste mange år har Sebastian mest været kendt og anerkendt som den, der igangsatte den danske musical. At genrens familiefavntag så med tiden har krammet livet af den kunstneriske nødvendighed, kan man vanskeligt bebrejde ham. Op gennem 1970'erne fornyede han dansk rock, fordi han befandt sig dårligt i en bås. Og han gik ind i 1980'erne med albummet Stjerne til støv, der har masseappeal uden at angle efter den laveste fællesnævner. Og samtidig en plade, der viser, hvor sammenspillede Sebastian og hans musikere var. Det er ikke til at høre, hvor komponisten slutter, og akkompagnatørerne tager over. Vi er i polymoogens og synthesizerens tvivlsomme guldalder, men Kenneth Knudsen giver elektronikken et menneskeligt hjerte. Her er beåndede ballader som 'Sommerfuglen', organisk pop som 'Romeo' med et billedsprog over gennemsnittet, og ikke mindst den 'Bridge over troubled water'-beslægtede 'Stille før storm', sunget af Lis Sørensen, så det nære og uopnåelige bliver samme livsvigtige sag. Tonen er personligere end længe med Sebastian som både samfundsrevser på 'Vind og vejrhaner' og som ham, der er blevet så voksen, som man bliver, og godt vil fortælle, hvordan det er, men endnu ligger under for popfordomme om, at den slags tilhører privatlivets fred. Det giver pladen en egen skælvende intensitet, som om han frygter - eller håber - at vi skal opdage, hvor meget disse sange egentlig handler om hans eget liv. Kort sagt: kvintessensen af Sebastians kompositoriske virke.

AURA

· 1984/1985, Palle Mikkelborg (f. 1941)

Der er ti bogstaver i den amerikanske trompetist Miles Davis' navn. For Palle Mikkelborg repræsenterer hvert af disse bogstaver en farve - og en tone. Det er grundingredienserne i den suite, Aura, Mikkelborg i 1984 skrev til Miles Davis og DR Big Band, da Davis i København modtog Leonie Sonnings Musikpris. Året efter blev suiten indspillet og fremstår nu som det mest helstøbte orkesterværk i dansk improvisationsmusik. Suiten er desuden et vidnesbyrd om, at danske musikere har kunnet tage den udefra kommende musikform jazzen på sig og give den et meget personligt præg, samtidig med at der i det danske jazzmiljø konstant arbejdes på tværs af landegrænserne og kun lejlighedsvis med ambitioner om at skabe et identificerbart nationalt jazzsprog. For Palle Mikkelborg er musikken og kunsten universel, og den er desuden ladet med spiritualitet. Det spirituelle, det improviserede og det fornemt strukturerede forenes i Aura i en usædvanligt vellykket symbiose, og valget af toner og farver medfører stærkt udvidede fortolkningsmuligheder. Anvendelsen af talrige danske musikere i denne internationale produktion - blandt dem alle DR Big Bands blæsere - er desuden gennemført med en smidighed og konsekvens, der har været med til at sætte internationalt fokus på dansk jazz. Den solistiske hovedstemme er Davis' trompet, der bevæger sig suverænt i og rundt om Mikkelborgs temaer, og Niels-Henning Ørsted Pedersen, Bo Stief og Thomas Clausen føjer sig til solistrækken med frapperende kraft.

NÆRMEST LYKKELIG

· 1988, TV-2 (dannet 1980/81)

1980'ernes dansksprogede pop og rock kunne være af meget svingende kvalitet, men TV-2 kom efter en lidt tøvende begyndelse hurtigt til at høre til i den bedste ende af spektret. Som helhed var gruppen indbegrebet af intelligent firserpop med maskinelle beats, iørefaldende melodier og Steffen Brandts mundrette tekster, der med ironisk dobbeltskrue spiddede, hvad han et sted kalder »det virkelige liv« og danskernes sjæleliv på godt og ondt. Med Nærmest lykkelig fra 1988 sagde gruppen åndeligt set farvel til firserne med et album, hvor man kunne fornemme, at det ellers så velsmurte TV-2-maskineri havde fået både desperationens og livsledens grus i sig. Måske netop derfor nåede gruppen her et kunstnerisk klimaks, hvor det meste gik op i en større helhed. Ganske vist var det hele måske ikke så fandenivoldsk og charmerende som på forgængerne Pop og Nutidens unge, men det var til gengæld drevent, selvsikkert og dybt kompetent, hvad angik sangskrivning såvel som udførelse, arrangement og produktion. Tekstligt var ironien stadig i højsædet, men der var kommet et klædeligt præg af eftertænksomhed og undren over livets mening, som den tog sig ud i splittelsen mellem nærvær og fravær, mellem lykke og ligegyldighed. Nøjagtig som på albummets cover: Steffen Brandt i sort tøj, stående i en dansk kornmark med sin lille søn i hånden. Sønnen kigger nysgerrigt op på fotografen, men Brandt selv står med ryggen til og den anden hånd ført op til ansigtet, uhjælpeligt reflekterende over livet netop i et øjeblik, hvor han burde leve det. Ikke uden grund hed en af sangene da også 'Kys det nu (det satans liv)'. Mere end nærmest lykkelig bliver man aldrig.

12 EVERGREENS

En helt uomgængelig del af dansk musikkultur er de utallige schlagere og sange, som med stor gennemslagskraft altid har underholdt og glædet danskerne. Vi havde derfor lyst til at samle tolv af dem fra begyndelsen af 1950'erne til 1990 - sange som alle tilhører et nyere schlagerrepertoire, og som har været lyttet til og sunget af flere generationer. Samtidig er det sange, hvis udbredelse gennem årene primært har været knyttet til film-, radio- og tv-medierne, det vil sige sange fra populære spillefilm, fra radioprogrammer som Giro 413 og De ringer, vi spiller og fra Melodi Grand Prix-udsendelser vist i tv. Fællesnævneren for de udvalgte sange på listen er, at de har kunnet samle danskerne trods alle indbyrdes forskelligheder og derfor har fungeret som en slags fælles referencepunkter, samtidig med at de alle er holdbare og kvalitetsbetonede sange. Derudover er det sange, som er fælles om at repræsentere en i bedste forstand folkelig musikkultur. At udvalget er så indbyrdes forskelligt - der er unægtelig langt fra 'Dansevise' til 'Danse i måneskin' eller fra 'To lys på et bord' til 'Kald det kærlighed' - fortæller noget om, at enhver folkelig musikkultur altid er en langt mere nuanceret størrelse end som så. Og at de 12 sange kun udgør toppen af et populærmusikalsk isbjerg, er der sikkert få, der vil være uenige med os i.

· Liste over 12 'evergreens':

1. 'Solitudevej'
Sven Gyldmark/Poeten - fra Cirkusrevyen 1953. Sunget af Elga Olga.

2. 'Er du dus med himlens fugle'
Sven Gyldmark & Erik Leth - fra filmen Vagabonderne på Bakkegården, 1958. Sunget af Poul Reichhardt.

3. 'Heksedans (her kommer mutter med kost og spand)'
Vidar Sandbeck & Peter Mynte - single, 1960. Sunget af Rachel Rastenni.

4. 'To lys på et bord'
Bjarne Hoier & Ida From - fra Dansk Melodi Grand Prix 1960. Sunget af Otto Brandenburg.

5. 'Dansevise'
Otto Francker & Sejr Volmer Sørensen - fra Dansk Melodi Grand Prix 1963. Fremført af Grethe & Jørgen Ingmann.

6. 'Duerne flyver'
Bent Fabricius-Bjerre & Klaus Rifbjerg - fra filmen Jeg er sgu min egen, 1967. Sunget af Cæsar.

7. 'Så længe jeg lever'
John Mogensen - single, 1970, også på albummet John Mogensen: John, 1973. Sunget af John Mogensen.

8. 'Smuk og dejlig'
Anne Linnet/Anne Linnet - fra albummet Shit & Chanel, 1975. Fremført af Shit & Chanel.

9. 'Under Bøgen'
Peter A.G. Nielsen/Gnags - fra albummet Er du hjemme i aften, 1977. Fremført af Gnags.

10. 'Danmark'
Shu-bi-dua - fra Shu-bi-dua: 78'eren, 1978. Fremført af Shu-bi-dua.

11. 'Danse i måneskin'
Frans Bak & Niller Skovgård - fra Dansk Melodi Grand Prix 1987. Fremført af Trine Dyrholm & Moonlighters.

12. 'Kald det kærlighed'
Lars Lilholt - fra Lars Lilholt Band: Kontakt, 1990 (opr. 1986). Fremført af Lars Lilholt Band.

KANONUDVALGET FOR MUSIK

· Kor- og orkesterchef

· Per Erik Veng (formand)

· Forfatter Jørgen I. Jensen

· Redaktionschef Torben Bille

· Forskningsbibliotekar og forfatter Inger Sørensen