Jette Hansen

Musik analyse af ”Elverskud”

 

 

Lyd

Det er klassisk musik. Musikken spilles af et symfoniorkester. Der synges flere stemmig. Musikken skifter mellem kraftig og svag.

 

Rytmik

Jeg tror takten er 6/8 men jeg syntes det er meget svært at høre. Teksten passer godt sammen med melodien, syntes jeg.

 

Melodik

Jeg syntes melodien er meget velformet, den hænger godt sammen. I nogle perioder er den meget fremherskende.

 

Tekst

Teksten er meget svær at forstå. Jeg kunne ikke høre hvad de sang og forstod ikke meget før jeg læste teksten.  Selve teksten handler om Hr. Oluf, der natten før sit bryllup drages mod elverhøj. Elverpigen ønsker at danse med ham, men han afviser hende og hun slår ham med sygdom. Da Hr. Oluf vender hjem næste morgen, falder han død om.

 

Harmonik

Jeg vil mene at musikken både spilles i dur og i mol, der er et tidspunkt i musikken hvor den bliver meget kraftigere og lidt ”voldsom” og der lyder det som om at musikken spilles i mol. Jeg mener der er en del akkorder, men det er lidt svært at høre. Akkorderne er med til at opbygge en stemning.

 

Stil

Sproget i sangen har et meget geografisk og historisk præg. Musikken er klassisk musik.

 

Funktion

Musikken er beregnet som koncert stykke. Det er et musikstykke der fortæller/beskriver en historie.

 

 

 Karakter

Der er følelsesindehold i musikken, sangen er meget romantisk og smuk.

 

Vurdering

Det er nok ikke lige et stykke musik jeg bare lige ville hører af egen fri vilje. Jeg bliver utrolig irriteret over at høre dette stykke musik fordi man ikke kan hører hvad det er de synger og jeg vil mene det er vigtigt at man kan det når de prøver at fortælle en historie med det.

 

Data

Titlen er Elverskud og hele stykket varer 43.17 men den er heldigvis delt op i flere dele.

Stykket er af Niels W. Gade (1817-90) Op gennem 1800-tallet gjorde han sig gældende både som komponist, dirigent og administrator.

Gade har også lavet værket  1. symfoni. Her lå en national, historisk vise til grund, kong Valdemars jagt.

Folkeviserne Elverskud og Elverhøj som værket bygger på, var meget værdsat i tiden og havde bl.a. dannet grundlag for J.L. Heibergs nationale skuespil Elverhøj.

Elverhøj blev skrevet på bestilling, da kong Frederik VI ønskede et festspil til hans yngste datters bryllup. Historien om Elverhøj er meget typisk for sin tid, da det var romantikken, som på dette tidspunkt var den dominerende kulturelle åndsretning.

 

Tilføjet af HL elementær søgning på nettet giver bla:


Elverskud af Niels W. Gade
Det er ikke uden grund at Niels W. Gades (1817-90) Elverskud fra 1854 har kunnet hævde sig frem til vore dage. Denne kantate-agtige 'Ballade efter danske folkesagn' for soli, kor og orkester er et hovedværk i dansk romantik, suverænt formet og trods det nationale emne ikke alt for sentimentalt. Værkets hovedperson er folkevisernes Hr. Oluf, der aftenen før sit bryllup drages af Elverfolket og rider ud i skoven under dække af at ville invitere endnu en gæst. Forinden synger han den berømte Ballade om sin splittelse mellem pligten og det erotiske, mellem kultur og natur. Ved højen danser elverpigerne for ham og Elverkongens datter søger at lokke ham - men ender med at såre ham dødeligt, da han ikke giver efter for hende. Derhjemme oprinder festdagen med den vidunderlige Morgensang, gæsterne er forventningsfulde, Hr. Olufs mor derimod fyldt af bange anelser. Og ganske rigtigt: Hr. Olufs hest kommer tilbage, skræmt fra vid og sans, og selv dukker han op for at dø for øjnene af skaren.

Elverskud
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Elverskud er en ballade for soli, kor og orkester af Niels W. Gade (1854).

Teksten til dette stadigvæk yndede værk er anonym, og ODS citerer den uden at angive forfatternavn.

Det er blevet påstået at Chr. K.F. Molbech på Gades opfordring skrev en tekst, men at Gade derefter foretog så omfattende ændringer heri (bl.a. ved at indlægge B.S. Ingemanns "I Østen stiger Solen op" - unægtelig et stilbrud!), at Molbech overlod Gade teksten på den betingelse at hans navn ikke blev nævnt.

Andre hævder - uden at nogen kilde ses anført - at teksten bygger på et udkast fra H.C. Andersen. Se [1].

Hvordan dette end forholder sig, er motivet i Gades Elverskud taget fra folkevisen med samme navn, og teksten er en folkevise-pastiche. Se folkevisen i Kalliope

ELVERSKUD, opus 30, 1854
Niels W. Gade (1817-1890)
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

http://www.kum.dk/sw34259.asp

Siden den første opførelse i 1854 har Gades ballade efter danske folkesagn stået som et af den danske romantiske musiks hovedværker. Gade valgte selv folkeviserne om Hr. Oluf og Elverhøj som grundlag, men måtte have hele fire tekstforfattere i gang, førend han var tilfreds med teksten, der både indeholder passager fra disse viser og fri digtning. Elverskud har sin rod i 1800-tallets begejstring for de gamle danske folkesagn og folkeviser, og Gade har fulgt sin lærer A.P. Berggreens opfordring til at lade de folkelige melodier gå over i sit væsen og opfyldt af deres ånd at give sin musik et nationalt præg.

Den djærve glædesstemning i borggården står i kontrast til Hr. Olufs tungsindige, eftertænksomme toner, der reflekterer hans dilemma: tanken om hans lyse brud og drømmen om den sorthårede elverpige - "det er som mit Hjerte er delt i to, det vokser vel sammen med Tiden." - en så dansk version af, hvad Wagner har skildret i Tannhäusers vaklen mellem sin kærlighed til Venus og til den kyske Elisabeth. Hr. Olufs ridt gennem det månelyse landskab, hvor Gade gennem sin instrumentation skaber et betagende stemningsbillede, Hr. Olufs møde med Elverpigen og hendes dårende sang, hans dramatiske flugt med stærke orkestrale accenter, der munder ud i værkets absolutte højdepunkt: Ingemanns uskyldsrene 'I Østen stiger solen op' i en roligt strømmende korsats i den mest lysende C-dur. Er der noget at sige til, at Elverskud er blandt de hyppigst opførte danske korværker gennem 150 år?

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=oehlenschlaeger1999062805
Ellehöien


Adam Oehlenschläger


Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
der glimted Purpur bag de sorte Grene,
den dunkle Landevei var heel beskygget.

Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
5 mens tætte Skov de röde Roser dulgte,
hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.

Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
med sine venliggrönne Lindekroner
for stærke Vindpust og for lumre Varme.

10 Södt tryllet hen af Somrens Aftentoner
jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
og lytted smilende og slumred ind.

Da vaagned jeg igjen thi Höien bæved.
En guldhaarfager Möe med Rosenkind
15 sig svævende og rank af Höien hæved.

Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.

Og see en anden Möe steeg op og tog
20 en Haandfuld Vand af klaren Sölverkilde
og stirred hen paa mig med kielne Blikke.

Hun stænkte mig: Hvad giör du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.

25 Nei, sang den anden med sin söde Stemme
men Undertegn her skal dig aabenbares,
som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.

Sin Rislen monne Sölverkilden dæmpe,
for Lyden af den skiönne Sang at höre,
30 der rasled ei et Blad i sagte Vinde.

Naturen overalt var lutter Öre,
bag Nattens Trylleslör kun smilte Glæde,
alt lytted til den hulde Sangerinde.

Klart blinkte Söens blaa henspændte Klæde,
35 hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
og atter aabned sig den lukte Rose.

Den rödmed giennem Nattens Sölvertaare;
og Lillien som klæder sorten Baare
den smilte hist i dybe Taagemose.

40 Skiönt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
thi noget rædsomt löd i hendes Stemme,
som ei jeg tolke kan men kun fornemme.

Fölg, sang hun, fölg os ind i dunkle Field,
hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
45 Fölg, sang hun, fölg os ind i aabne Bolig.

Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
men toe dig först i dette Kildevæld,
saa bliver du med Alferne fortrolig.

De Blomster som Du her paa Höien skuer
50 de spragle meget skiönnere derinde,
som Græs Smaragderne i Bierget funkler.

Fölg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.

55 Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa höit et Loft dog ikke der du skuer!

Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
60 Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.

Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
og faae det röde Guld hvorpaa hun ruger,
du lære skal den stærke Biörn at dræbe.

Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
65 hvis nu du ikke med i Hulen fölger,
min Mening jeg dig længer ei fordölger.

Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
som vilde hævnende mit Glavind svinge,
sank langsomt ned ved hendes Trylletale.

70 Hun nærmed sig, for Döden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
den gol - og hun forsvandt i Biergets Sale!

Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
og ilte fra de fæle Rædselsteder,
75 mens Solen slukkede de mindre Sole.

Vogt unge Kiempe dig for slige Höie,
den lumske Död der Blomsterne beklæder,
og Trolden suger Blodet af dit Öie.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

http://www.ugle.dk/jeg_lagde_mit_hoved_til_elverhoej.html
Jørgen Ebert, je@ugle.dk

Gamle Danske Sange: Jeg lagde mit hoved til elverhøj
Ophavsret   Melodi

Elverfolkene - eller ellefolkene - er mystiske nattevæsener, som bor i moserne og inde i højene. Dem skal man tage sig i agt for, især for de dejlige elverpiger, som synger og danser så smukt, at floderne går i stå. Men de er kun ude på at forlokke menneskene. Hvis man uheldigvis bliver elleskudt, bliver man ellevild - eller vanvittig. I nærværende sang reddes ungersvenden gudskelov af den gryende morgen, men han har fået en lærestreg.

Jeg lagde mit hoved til elverhøj
Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Jeg lagde mit hoved til elverhøj,
mine øjne de finge en dvale,
der kom to jomfruer gangendes frem,
de ville med mig tale.
- Siden jeg hende først så.

Den ene klapped mig på kind,
den anden mig hvisked i øre:
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre".
- Siden jeg hende først så.

"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre,
min jomfru vil en vise kvæde,
om I lyster hende at høre".
- Siden jeg hende først så.

Den ene begyndte en vise at kvæde
så favrt over alle kvinder,
og striden strøm den stilles derved,
som før var van at rinde.
- Siden jeg hende først så.

Og striden strøm den stilles derved,
som før var vant at rinde,
de liden små fiske i floden svam,
de legte med deres finne.
- Siden jeg hende først så.

Og alle de fiske, i floden svam,
de legte med deres hale,
alle de fugle, i skoven var,
begyndte at kvidre i dale.
- Siden jeg hende først så.

"Og hør, du favren ungersvend,
og ville du hos os blive,
da ville vi kende dig bog og rune,
dertil at læse og skrive".
- Siden jeg hende først så.

De dansed ud, og de dansed ind
alt i den elverfærd,
alt sad favren ungersvend
og støtted sig på sit sværd.
- Siden jeg hende først så.

"Hør nu, du favren ungersvend!
Vil du ikke med os tale,
for vist skal sværd og hvassen kniv
dit hjerte lægge i dvale".
- Siden jeg hende først så.

Havde Gud ikke gjort min lykke så god,
at hanen havde slaget sin vinge,
vist var jeg blevet i elverhøj
alt hos de elverkvinder.
- Siden jeg hende først så.

Thi råder jeg hver dannis svend,
som ride vil i skove,
han ride ikke til elverhøj
og lægge sig der at sove.
- Siden jeg hende først så.


--------------------------------------------------------------------------------
Jørgen Ebert, je@ugle.dk

Gamle Danske Sange: Hr. Oluf han rider så vide om land
Ophavsret   Melodi

Elverfolket boede ifølge den danske folketro i moserne, i skovene og inde i højene. De viste sig mest for mennesker som færdedes alene. Hvis det skete, var der al mulig grund til at være på vagt. Elvermøerne var smukke og forlokkende, men de havde hul ryg, og når de så deres snit til det, afskød de elverpile mod det sagesløse offer. Hvis man blev ramt af et elverskud, blev man ellevild, og resultatet var næsten altid en brat og uforklarlig død.

Hr. Oluf han rider så vide om land
Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

Hr. Oluf han rider så vide om land,
og til sit bryllup så byder han.
Men dansen den går så let gennem lunden.

Men alt som han kom ud i lunden så grøn,
en elverdans går der let og skøn.
Men dansen den går så let gennem lunden.

Der dansede fire, der dansede fem,
den elvermø rækker hånden frem:
Men dansen den går så let gennem lunden.

"Og hør du, hr. Oluf! træd dansen med mig,
så fagre gaver jeg giver dig!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.

"Slet ikke jeg tør, og slet ikke jeg må,
i morgen så skal mit bryllup stå." -
Men dansen den går så let gennem lunden.

"Og vil du ikke træde i dansen med mig,
så ond en sot skal da følge dig!"
Men dansen den går så let gennem lunden.

Så slog hun ham over hans hærde så god,
så slaget gjaldt i hans hjerterod.
Men dansen den går så let gennem lunden.

"Du ride nu hjem til din fæstemø kær,
og glem nu ikke din bryllupsfærd!" -
Men dansen den går så let gennem lunden.

Det skete, før dagen blev lys udi gård:
bleg lå hr. Oluf på sorten bår.
Men dansen den går så let gennem lunden.

Hr. Oluf og hans fæstemø huld,
de to kom sammen i sorten muld.
Men dansen den går så let gennem lunden.


--------------------------------------------------------------------------------
 
http://da.wikipedia.org/wiki/Romantikken

Romantikken er en stilperiode i litteratur, musik og billedkunst der dyrkede geniet, fantasien, det mystiske og naturen. Befinder sig tidsmæssigt fra 1803 til 1870-erne.

Indholdsfortegnelse [skjul]
1 Overblik
2 Den filosofiske ballast
3 Kilder/henvisninger
4 Se også



[redigér]
Overblik
Der er flere grunde til, at Romantikken står som en stor periode i dansk litteratur. Tiden er præget af et Danmark i en presset situation, som en følge af vores støtte til Napoleon. Den danske stat går bankerot i 1813 og i 1814 mister vi Norge.

Oprindelig betød ordet romansk eller romantisk, at noget var skrevet på folkesproget i modsætning til latin, og kommer senere til at betyde noget fantastisk og derved står i modsætning til hverdagen. Novalis og brødrene Schlegel, som er de teoristiske fædre til Jena-romantikken, stiller begrebet op som en modsætning til den klassiske antikke digtning.

Der er flere grunde til Romantikkens særlige status i dansk litteraturhistorie: For det første er den følelsesorienteret. Romantikkernes digte afløser Oplysningstidens rationelle tanker om, at alt skal måles og vejes. Der var tidligere enkelte tiltag til en jeg-orienteret litteratur, fx Johannes Ewald, men den havde aldrig været udgangspunktet. For det andet er Romantikken litterære skole, og er ikke kun en æstetisk tanke; inspireret af sit tyske ophav blev det filosofiske grundlag brugt i forskellige discipliner. En tredje grund var at det for første gang blev muligt at leve af at være digter i starten af det 1800-århundrede. Tidligere var digtere afhængige af mæcener, som sponsorerede deres virke, og for at skaffe dem var lejligheds- og hyldestdigtning nødvendig. Nu kunne kunsten opstå mere for kunstens skyld.

Romantikken i Danmark var på mange måder en ikke særlig klart defineret størrelse. Der kan derfor være flere måder at inddele den på. På e-poke.dk gør Iben Holk det i to faser: Fra starten af 1800-tallet - starten bliver oftest sat til 1803, hvor Adam Oehlenschlägers debutdigtsamling "Digte 1803" udkommer - til 1824, hvor både Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller debuterer, og indvarsler realismen i dansk litteratur. Den anden del går herfra 1824 og til 1872, hvor det moderne gennembrud indvarsles af Georg Brandes første forlæsning "Indledning til Emigrantlitteraturen". 1872 er også året hvor Darwins "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk. Af eftertiden er de to perioder blevet benævnt helholdvis Romantikken og Romantismen, sidstnævnte med inspiration fra engelsk litteratur.

Denne inddeling sætter navn på perioden fra den tidlige romantiske digtning til naturalismen indmarch i dansk litteratur i 1870'erne. For som Iben Holk skriver i indledningen til naturalisme-afsnittet på epoke.dk, så har perioden fra 1840-45 til 1870 ikke noget navn. Betegnelsen Romantisme bruges, fordi eftertiden har kunnet se en litteratur der bevægede sig fra den tidlige romantiks højstemthed mod en mere realistisk fortællemåde. Det er dog ikke realisme forstået som socialrealisme; det er en poetisk realisme, hvor steder og personer er genkendelig og har en betydning for fortællingen.

[redigér]
Den filosofiske ballast
Den danske romantik havde sin inspiration i Tyskland. Der fandtes to hovedretninger opkaldt efter de byer de centrerede sig i: Jena og Heidelberg. Grundlaget i Jena-romantikken var en panteistisk tankegang; verden var gennemstrømmet af en universel ånd. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket. Denne form kaldes også universal-romantikken.

Det var denne form for romantik Heinrich Steffens introducerede med sine forlæsninger i 1802. I dem gennemgik han historiens forløb, som et fald fra den oprindelige guldalder, hvor guderne var på jorden til romertiden, hvor kejserdyrkelsen erstattede den sande religiøsitet. Vendepunktet kom med Jesus, hvorfra det igen gik op af mod den nye guldalder, hvor himmelen igen er på jorden. Den der kunne se denne sammenhæng og formå at genskabe forbindelsen var geniet. Dyrkelsen af geniet er et gennemgående tema i Oehlenschlägers Aladdin.

Det var med andre ord menneskets grundvilkår at være splittet fra sit oprindelige ophav. Denne splittelse, også kaldet dualisme, blev introduceret af den græske filosof Platon i hans berømte hulelignelse; han opdelte verden i fænomenernes verden og ideernes verden. Vi på jorden var vidne til et skyggespil, hvor fænomenerne spejles for os på en væg. Vi sidder med ryggen til lyset og det sande. Men kunne vi vendes os om og indse, at det kun var skygger vi så, så kunne vi søge mod ideernes verden og den sande indsigt. Det var denne indsigtsproces der lå til grund for brugen af verbet at ane i mange romantiske digte. Se fx anden strofe i digtet Indvielsen af Schack von Staffeldt.

Overfor denne står Heidelberg-romantikken der interesserer sig for den nationale fortid, som kan ses hos den ældre Oehlenschläger og Grundtvig. Denne form kaldes også for Nationalromantikken.

[redigér]
Kilder/henvisninger
Om perioden hos E-poke.dk
Om perioden hos Adl.dk
Om den tyske romantik på Litteratursiden.dk