Synops musik

Indledning.

Før i tiden anbragte man udviklingshæmmede børn tidligt på institutioner, da forældrene ikke magtede og have dem hjemme. Dengang havde de oftere flere børn og de udviklingshæmmede blev ikke respekteret som mennesker. I dag har dette billede ændret sig markant, da de er blevet mere synlige i samfundet. De udviklingshæmmede bor ofte længere hjemme hos forældrene, inden de kommer på institution.

Udviklingshæmmede i alderen 10 – 12 år går i dag i skole, hvor de har mulighed for at danne relationer til jævnaldrende og andre voksne end lige deres forældre. Disse relationer kunne for eksempel opstå gennem musikken, da de her er fælles om en aktivitet. Musikken kan være med til at styrke de udviklingshæmmedes selvtillid, selvværd, sprog udvikling, samt give dem livsglæde og de lærer at omgås hinanden socialt.

Som pædagog er det vigtigt, man engagerer sig i musikken. Således kan musikken formidles på en god måde.

Problemformulering:

Hvordan kan vi som pædagoger, bruge musik som et pædagogisk redskab til at danne relationer til udviklingshæmmede?

Emneafgrænsning:

Vi har udarbejdet et musik forløb, med udviklingshæmmede drenge i alderen 10-12 år. De går på en specialskole i Grindsted. Vi vil tage udgangspunkt i musik og relationer.

Metode.

For at få en forståelse af hvad relationer betyder, har vi valgt at anvende Meads definition af relationer.

”Det fælles tredje” som vi vil belyse ud fra Elsebeth Kirk, som er cand.phil. i musik. Denne teori er udviklet af psykolog og debattør Benny Lihme. Samt musik og bevægelse hvilket også er belyst af Elsebeth Kirk.

Pierre Bourdieu som er sociolog. I forhold til at få en forståelse af begrebet habitus.

Anerkendende relationer. Hvilket vi vil belyse ud fra Tom Ritchie som er pædagog cand. mag.

Pædagogens kompetence. Hvilket skal beskrive de didaktiske overvejelser i forhold til et musik forløb.

Begrebsafklaring:

Musikalitet vil sige: At have evnen til at kunne opleve, gengive og komponere musik. Dette kan være at skabe noget selv, for eksempel spontan sang

Ifølge psykologisk / pædagogisk ordbog betyder relationer, at man har et forhold mellem to eller flere genstande / personer.[1]

Begrebet relation er et mellem menneskelig sammenspil, som psykolog Mead definere således:

” Når pædagogen handler overfor en bruger sker det med udgangspunkt i pædagogens umiddelbare forestilling om hvem brugeren er. Denne forestilling er hentet far pædagogens generalisering af samtlige brugere. Efter nogen tid vil brugeren fremstå som en konkret bruger for pædagogen, idet brugeren ved sin adfærd afviger fra pædagogens billede af den generaliserede bruger. Der er først tale om en relation når pædagogen får øje på brugeren som et konkret individ der er forskellig far det generaliserede billede. Derved bliver relationen unik.”[2]

En relation bliver først produktiv, når de involverede parter i en relation orienterer sig om noget udenfor sig selv. Det er først når pædagogen / brugeren forholder sig til noget i fællesskab. For eksempel en aktivitet, som kunne være musik, at der opstår et fælles tredje.[3]

Det fælles tredje handler om at der skal opstå et subjekt / subjekt forhold, hvor det pædagogiske omdrejningspunkt ligger udenfor de to led, som udgøres af på den ene side pædagogen og på den anden side brugeren. For at musik aktiviteten indeholder de kvaliteter, som er forudsætningen for at skabe et ægte subjekt / subjekt forhold, kræver det et stort engagement fra begge parter. For at magt forholdet i relationen ikke er styrende skal begge parter føle, at de er sammen om noget.[4]

Barnets sprogudvikling.

Barnets første sprog er musik, der fremkommer gennem lyde, som kommunikeres med henblik på tilkendegivelse af nogle behov, heriblandt behovet for kontakt. Den tidlige udvikling af tillid og tryghed i kontakten til omverdenen (det orale stadium). Det danner fundamentet for følelsen af tillid til sig selv, der er forudsætningen for næste trins udvikling af selvstændighed og initiativ (i de anale og falliske stadier.) Så godt som alle børn udtrykker sig igennem spontansang, hvilket kan tages til udtryk for bevaret lyst til musikalsk selvstændighed gennem musikalsk eksperiment og initiativ. [5]

Refleksion:

Ud fra dette kan vi konkludere at musikaliteten allerede bliver dannet i spædbarnsstadiet, hvilket giver sig udtryk gennem pludren samt lyde. Gennem lydene, kan barnet få opfyldt nogle behov, blandt andet til sine nære omsorgspersoner, hvilket vil betyde at barnet får tillid, til sine omgivelser, som på længere sigt, kan være med til at udvikle selvstændighed og initiativ. Her ud fra kan børnene videre udvikle deres musikalitet.

Habitus.

Habitus udtrykker vores værdi og normsæt, kulturelle vaner og holdninger. Det er alt sammen noget vi får med os gennem vores opvækst. Dette begreb kan derfor hjælpe os til at indse, hvorfor netop jeg / vi har eller ikke har udviklet musikalitet. Bourdieus tanker omkring den musikalske udvikling er, at hvis et barn er født ind i en musikalsk familie er sandsynligheden for, at barnet bliver musikalsk større da det vægtes højt i familien. [6]

Refleksion.

Alle spædbørn er født med en form for musikalitet, hvilket er med til at udvikle talesproget. Vi er enige med Bourdieus tankegang om at børn, som er født ind i en musikalsk familie har større sandsynlighed for at udvikle sine musikalske færdigheder.

Vi er begge opvokset i familier hvor musikaliteten ikke er blevet prioriteret højt, dog har vores forældre prioriteret at vi skulle blive musikalske, hvilket har vist sig ved at vi har gået til kor, fløjte og klaver undervisning.

Anerkendende relationer:

Anerkendende relationer er baseret på ligeværd. Hvis den ene part, ser sig som mindre værdig i forhold til den anden, kan relationen ikke blive anerkendende.[7] Når man snakker anerkendende relationer, skal man være i stand til at vise empati, altså være i stand til at sætte sig i modpartens sted. Hvis man ønsker, at en relation skal være anerkendende, er det vigtigt, at man møder modparten, med interesse i forhold til at lytte efter hvad vedkommende har lyst til at fortælle.[8]

For at pædagogen og den udviklingshæmmede kan skabe gensidige anerkendende relationer bør der opbygges en komplementær relation. Pædagogen ved mere og har flere ressourcer end den udviklingshæmmede. Den ene er hjælper og den anden er modtager, men der er aldrig tvivl om at begge parter gensidig bidrager til ligeværdige relationer.[9]

Musik og bevægelse.

Udviklingshæmmede har ingen hæmninger i forhold til musik, de viser en spontan glæde som kan udmøntes i fri dans / sang. Dette kan medføre udviklingen af rytmefornemmelsen, desuden skabe rum for berøring, kontakt og udvikling af relationer.[10]

Udviklingshæmmede har ofte motoriske vanskeligheder, hvilket gør at de kan have problemer med at koordinere bevægelserne og have svært ved at holde balancen. Musik er forskellige former for leg og bevægelse, det er med til at styrke de udviklingshæmmede motoriske færdigheder. Den udviklingshæmmede skal føle sig accepteret for sin kropslige fremtoning, hvilket er et godt fundament for at styrke selvfølelse og selvtillid.

Ud fra vores synops vælger vi at anvende to forskellige måder at arbejde med musik og bevægelse.

· Ekspressiv. Her kan man arbejde dramatisk med musik, der understøtter og fremmer dramatiske kropslige udtryk. Hvilket er med til, at vi er mere bevidste om de kropslige signaler, vi sender til hinanden dagligt.

· Systematiseret. Man får en oplevelse af at man sammen kan få tingene til at fungere. Dette giver en følelse af fællesskab samtidig med at man får øvet sig i forskellige rytmer, melodier og bevægelses mønstre. Man får rørt ved hinanden og grint sammen, det er tilladt at være anderledes.[11]

Refleksion:

Ud fra vores musik forløb med udviklingshæmmede kan vi konkludere, at vi som pædagoger skal være opmærksom på at nogle af de udviklingshæmmede har motoriske vanskeligheder. Vi har erfaret at to af de brugere vi har med i musik forløbet har problemer med motorikken og balancen. Desuden oplevede vi også at de ingen hæmninger havde, hvilket viste sig ved at de sang uhæmmet og var upåvirket af andre.

Den ekspressive har vi anvendt i forbindelse med en fortælling hvor vi skulle ud i skoven. Vi skulle ud og kigge efter vilde dyr hvor vi herigennem udtrykker dramatiske kropslige udtryk.

Den systematiserede anvender vi ved at vi er fælles om musik forløbet. Vi har anvendt forskellige rytmer, melodier og bevægelses mønstre som har været med til at gøre forløbet sjovt.

Pædagogens kompetencer:

Didaktiske overvejelser inden musik forløbet.

Være engagerede og smittende i musikaktiviteter.
Kunne sangen og legeaktiviteten udenad.
Få sangene til og passe til børnenes toneleje.
Inddrage puls og rytme i form af klap, tramp og slag på lår.
Kunne bruge musikkens elementer for eksempel ved at skifte mellem forskellige tempi, toneleje og styrker så musikken bliver levende og varieret.
Kunne se forskellige lege og musikalske muligheder i sangene.
Være tydelig i kropssprog og talesprog.
Have praktisk overblik samt være velforberedt.
Pædagogisk overblik over situationen samt det enkelte barn i gruppen.
Kunne iagttage børnene, så man kan arbejde ud fra forudsætningen.
Have overskud til at være lydhør overfor børnenes reaktioner, ideer og følelser.
Fleksibilitet så man er villig til at ændre på sine planer.
Have viden om børnenes musikalske udvikling.

Konklusion.

Udviklingshæmmede har også brug for at danne relationer til andre mennesker. Hvilket fint kan udvikles gennem musikken. De udviklingshæmmede har ikke nogle hæmninger i forhold til at udøve musik. Hvilket vi mener at vi som pædagoger kan lære meget af.

Vi er alle født musikalske og begynder ret hurtigt at pludre, sige lyde, men vores grad af musikalitet udvikles ofte gennem vores habitus.

Hvis vi ønsker at opleve et godt musikforløb altså det fælles tredje, hvilket vil sige at være sammen om noget. Det er vigtigt at være anerkendende overfor hinanden, så pædagogen / brugeren kan opleve et ligeværdigt forhold.

Inden et musikforløb, skal vi som pædagoger lave nogle didaktiske overvejelser omkring, hvad vi

vil opnå med selve forløbet.

Perspektivering:

I forhold til vores emne kunne det have været spændende at se forskellen hvis vi havde valgt at fokusere på pige / pædagog eller pige / dreng / pædagog relationen.

Hvis vi havde haft mere tid med de udviklingshæmmede drenge og de havde haft med indflydelse i hvilke musik aktiviteter vi skulle udføre, hvordan havde relationen så udviklet sig? Var vi da kommet tættere på hinanden?

Litteraturliste.

Bøger.

Fredens, Kirsten m. fl. 2001. ”Musikalsk læring” 1. udgave 1.oplag Nordisk forlag A/S.

Hansen, Mogens m.fl. 2003. ”Psykologisk / pædagogisk ordbog.” 14.udgave Nordisk forlag A/S.

Hertz, Berit m.fl. 2004. ”Anerkendelse i børnehøjde” 1.udgave. 1.oplag. Psykologisk forlag.

Kirk, Elsebeth. 2003. ”Musik og pædagogik.” 7.oplag. Modtryk og forfatterne.

Madsen, Bent m.fl. 1999. ”Tæt på relationen.” 1.udgave. 2.oplag. Nordisk forlag A/S.

Ritchie, Tom. 2004. ”Relationer i teori og praksis.” 1.udgave 1.oplag. Billesø og Baltzer.

Sørensen, Westergaard, Peter. 2002. ”Fra rejseleder til stifinder.” 1.udgave. 1.oplag. Udvikling.

Artikel.

Bae, Berit. 1996. ”Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse.” Social kritik nr. 46.

[1] Hansen, Mogens med flere. Psykologisk / pædagogisk ordbog p. 348.

[2] Madsen, Bent. Tæt på relationen p. 33 – 34.

[3] Ritchie, Tom. Relationer i teori og praksis p. 35.

[4] Kirk, Elsebeth. Musik og pædagogik p. 27 – 30.

[5] Kirk, Elsebeth. Musik og pædagogik p. 43.

[6] Fredens, Kirsten med flere. Musikalsk læring p. 28.

[8] Hertz, Berit. Anerkendelse i børnehøjde p. 72.

[9] Sørensen, Westergaard og Peter. Fra rejseleder til stifinder p. 70.

[10]Kirk, Elsebeth. Musik og pædagogik p. 196 – 197.